Salzburg: Ankersen ikke købt til bænken
Illustration
Superliga

Salzburg: Ankersen ikke købt til bænken

Man giver ikke så mange penge for en reserve, som Red Bull Salzburg har givet for Peter Ankersen, der ifølge sportsdirektøren passer perfekt ind på holdet.

Når Peter Ankersen til sommer skifter til Red Bull Salzburg, skifter han også til en markant større klub end Esbjerg. En klub, der forventes at blive mestre hvert år, og hvor Champions League ikke bare er en drøm, men et klart defineret mål. 

Ankersen har selv givet udtryk for, at netop chancen for at deltage i den fineste europæiske turnering vejer tungt, og spørger han i Salzburg, bliver han formentlig ikke skuffet over ambitiosniveauet.

- Selvfølgelig vil vi i Champions League. Vi skal først fokusere på at vinde titlen, og det har vi en god mulighed for. Så skal vi igennem tre playoff-runder, men vi er heldigvis seedet. Der er ingen garantier, men vi har store ambitioner, og det er vores primære mål at kvalificere os for første gang i klubbens historie, siger sportsdirektør Ralf Rangnick til tipsbladet.dk.

Med så store ambitioner skal man naturligvis bruge dygtige spillere, og det har Red Bull Salzburg også. Det betyder dog ikke, at Peter Ankersen skal frygte at komme til at sidde på bænken, for han har været så dyr, at klubben mener det alvorligt, når de betaler den slags penge.

- Vi betaler selvfølgelig ikke sådan et transferbeløb for en backup. Peter skal levere god kvalitet og gøre sig fortjent til at spille på holdet. Han har et stort potentiale, og vi har ikke givet så mange penge for ham, for at han skal sidde på bænken, siger Ralf Rangnick.

Og den tidligere Schalke 04- og Stuttgart-træner bør vide, hvad han taler om, når snakken falder på Ankersens kvaliteter. Udover at hans hold mødte Esbjerg to gange i Europa League i foråret, har Red Bull Salzburg holdt øje med ham siden i sommer. 

Da Europa League-lodtrækningen gjorde det klart, at Salzburg skulle møde Esbjerg, begyndte de at scoute vestjyderne, og her fik de øje på Ankersen, som de så i aktion flere gange for både klub- og landshold. Derfor har sportsdirektøren også en god ide om, hvordan den 23-årige back vil falde ind på holdet.

- Han passer perfekt til måden, vi spiller på. Han er en offensiv back, der kan spille i begge sider. Vi vil gerne spille hurtigt, aggressivt og med højt genpres, hvor man forsvarer langt fra eget mål, siger han og præsenterer en lidt opsigtvækkende plan.

- Han er meget alsidig, og han har en stærk venstre fod. Jeg tror, han har scoret tre-fire mål med venstre. I fremtiden kan han måske komme til at spille på kanten i begge sider eller måske på 6'er-positionen.