Santanders overtidsscoring reddede FCK fra overraskende pointtab mod FC Helsingør
Foto: Lars Rønbog/Getty Images
Superliga

Santanders overtidsscoring reddede FCK fra overraskende pointtab mod FC Helsingør

FC Helsingør var tæt på et flot comeback efter at have været nede med to mål, men måtte se sig slået af Federico Santanders mål i tillægstiden, der sikrede de forsvarende mestre en sejr på 4-3 over ligaens bundprop

FC København tog i mandagskampen imod bundholdet fra FC Helsingør, og her var det forventet, at hjemmeholdet ville tage de tre point. Det skulle da også lykkes, men det krævede en overtidsscoring af Federico Santander efter en kamp, der bød på hele syv mål.

Begge hold havde forsøg på mål i løbet af kampens første minutter. FC Helsingørs Patrick Olsen havde et forsøg fra cirka 25 meter, som dog ikke truede den debuterende tredjekeeper László Köteles i FCK-målet, der spillede i skadesfraværet af både førstemålmand Robin Olsen og reservemålmand Stephan Andersen.

Der gik dog ikke lang tid, før FC København satte sig på sagerne. Der blev lagt et tungt pres på FC Helsingørs mål, hvilket også resulterede i flere skudforsøg. Der skulle dog et selvmål til, før bolden kom ind bag Mikkel Bruhn i FC Helsingør-målet. Efter et kvarters spil sendte Carlos Zeca et indlæg ind, og hårdt presset kom udeholdets Pascal Gregor til at stange bolden ind bag egen keeper.

Der stod FC København på stort set al spillet efter målet, og László Köteles havde ikke meget at lave i FCK-målet. Han skulle alligevel formå at bringe sig selv i fokus, da han forærede FC Helsingør en udligning efter 31 minutter via et kæmpe drop

Köteles kunne ikke holde på et ellers relativt ufarligt indlæg fra FC Helsingørs højre side. Den ungarske keeper lagde i praksis bolden død en meter fra stregen for fødderne af Nicolas Mortensen, der ikke havde de mindste problemer med at sende udligningen i nettet.

FC København havde mulighed for at bringe sig foran igen få minutter senere, men Pieros Sotiriou missede den dobbeltchance der tilfaldt ham op kanten af FC Helsingørs felt. Cyprioten tog dog revanche kort tid efter, da målet til 2-1 faldt efter 27 minutter.

Sotiriou formåede at komme foran sin oppasser, og kom først på Peter Ankersens indlæg fra højre side. Han fik afsluttet glidende langs jorden, og Mikkel Bruhn nåede ikke at reagere. Det var angriberens 12. mål i denne sæson.

Mikkel Bruhn var også uden chance, da Viktor Fischer tre minutter før pausen gjorde det til 3-1. Et passivt FC Helsingør-forsvar gav Fischer alt for meget tid i feltet, og så kunne kantspilleren uden problemer vende rundt og banke bolden op i det ene hjørne.

Stillingen holdt til pausen, og det var svært at se, hvordan gæsterne skulle komme tilbage fra i kampen. Anden halvleg lagde da også ud med den forventede FCK-dominans, men det var faktisk FC Helsingør, som fik halvlegens første store mulighed. Nicolas Mortensen fik flot stanget bolden mod mål, og tvang Köteles ud i en flot redning.

Det lod til at tænde et håb hos gæsterne, og ganske kort tid efter fik de også reduceret. Adnan Mohammad fik bolden i højre side, og et meget passivt FCK-forsvar var lod ham komme ind i feltet til afslutning. Det skulle de ikke have gjort, for kantspilleren hamrede med venstreskøjten bolden i modsatte hjørne, helt udenfor László Köteles’ rækkevidde.

Og det skulle blive endnu værre for de forsvarende mestre, da den indskiftede brasilianer Douglas fik snittet et indlæg videre til en fremadstormende Nicolas Mortensen, der kunne sende bolden i kassen til sit andet mål i kampen.

Herefter bølgede kampen frem og tilbage, og begge hold jagtede det næste mål. Det gik endda så vidt, at Douglas forsøgte sig med et akrobatisk saksespark fra kanten af feltet. Det var dog lige en tand for ambitiøst.

Selvom FC København fortsat havde bolden mest, virkede FC Helsingør i perioder efter det udlignende mål som det mest farlige. Udeholdet viste flere gange tænder på kontra, og manglede ofte kun den sidste aflevering for virkelig at blive farlige.

Det blev hektisk mod slutminutterne, hvor FC Helsingør lod til at stille sig mere tilfredse med den ene point. Derfor var det også FC København, der dominerede til sidst, og i det andet minut af den forlængede spilletid lykkedes det da også for FC København at score det afgørende mål. Viktor Fischer var hjemmeholdets bedste spiller i kampen, og han var naturligvis også kraftigt involveret i målet. Han stod nemlig for assisten til Federico Santander, er stod helt fri foran mål en meters penge fra mållinjen.

FC Helsingør var tæt på endnu en udligning i det 94’ minut, men efter en friløber og en ripost kunne man stadig ikke få bugseret bolden over stregen.

Dermed fik FC København alligevel tre point, som man skulle vise sig at være langt sværere at hive hjem end forventet. FC Helsingør havde kæmpe andel i kampen, og kan godt tillade sig at tage skuffede tilbage til Nordsjælland. Bare et enkelt point havde nemlig sendt dem over Randers FC og væk fra sidstepladsen i tabellen.

FC København lagde med sejren igen afstand til Aab, og har fra fjerdepladsen igen seks point ned til nordjyderne. Der er dog stadig langt til Brøndby og FC Midtjylland i toppen af tabellen, der har distanceret de forsvarende mestre med hele 16 point.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.