Video : Tipsbladet
Superliga

Sarpsborg-boss: Mortensen vil cashe ind på Europa League-succes

Patrick Mortensen har afvist flere tilbud om at forlænge kontrakten med Sarpsborg 08.

Ekstra Bladet skriver fredag, at AGF er tæt på at hente Patrick Mortensen hjem til dansk fodbold. Angriberen blev i 2018 topscorer for Sarpsborg 08 i Eliteseren med 12 mål, og han scorede også tre mål for klubben i Europa League-gruppespillet, hvor Sarpsborg var en overraskende deltager. 

29-årige Mortensen har kontrakt med Sarpsborg 08 for hele 2019, men nu kan han altså være på vej hjem til AGF. Løse rygter fortæller, at AGF pønser på at præsentere en ny spiller i forbindelse med aftenens KMD Cup i Aarhus, men det er vandrørssnak. 

I Sarpsborg 08 har man længe forsøgt at lave en ny aftale med klubbens danske topscorer.

- Vi har forsøgt at forlænge hans kontrakt uden at nå i mål. De tilbud, vi har givet ham, har været rigtig gode ud fra en Sarpsborg-målestok. Han har sagt, det ikke har noget med tilbuddene eller Sarpsborg at gøre, at han har afslået, siger Thomas Berntsen, der er sportschef i Sarpsborg 08, til eurosport.no.

Han har respekt for, at Patrick Mortensen ønsker at afsøge sine muligheder.

- Vi tror, at spillerne ønsker at "cashe ind" på interessen, som er opstået efter vores Europa League-succes. I hvert fald en spiller som Mortensen, som begynder at komme lidt op i årene. Det kan ske, at han er et andet sted næste sæson, lyder det fra sportschefen.

Tipsbladet.dk har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Thomas Berntsen og Patrick Mortensen.