Video : Tipsbladet
Premier League

Sarri griner af Christensens toiletbesøg: Han har altid mavepine

Maurizio Sarri afviser rygterne om, at han blev sur på Andreas Christensen efter kampen mod Arsenal.

Tirsdag rapporterede the Times, at Maurizio Sarri var sur, fordi Andreas Christensen havde forladt udskiftningsbænken før tid i weekendens opgør mod Arsenal for at gå på toilet. Danskeren brugte imidlertid mindst 15 minutter på sit ærinde, og han nåede ikke tilbage inden sidste fløjt.

På dagens pressemøde blev Maurizio Sarri spurgt ind til Andreas Christensens toiletbesøg, og her lod det bestemt ikke til, at den italienske manager havde reageret surt på danskerens lille smuttur.

- Mere end noget andet var jeg bekymret. Du ved rigtig godt, at Christensen altid har mavepine på kampdage. Jeg ved ikke hvorfor, men han er meget nervøs. Han skulle på toilettet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, grinede Chelsea-manageren.

Situationen kan naturligvis være håndteret internt i klubben, men mest af alt tyder det på, at der ikke har været noget alvorligt i historien fra the Times, og at Andreas Christensen i stedet blot har nogle maveproblemer.