Video : Tipsbladet
Superliga

Sarri har februar måned til at redde sit job

Chelsea-trænerens skæbne bliver angiveligt besluttet i de kommende uger, skriver The Telegraph tirsdag.

Det startede så godt for Maurizio Sarri i Chelsea, men efter en imponerende sæsonstart er grebet om en top fire-placering begyndt at smutte, og italienerens skæbne på Stamford Bridge kan angiveligt afhænge af holdets resultater i februar.

Det skriver The Telegraph.

Avisen erfarer, at der hviler et enormt pres på Sarris skuldre for at vinde Europa League eller ende i top fire, da Champions League-kvalifikation anses som vigtigere end både FA- og Carabao Cuppen, som The Blues også fortsat er med i.

Chelsea, nu på sjettepladsen i Premier League, går en række svære opgør i møde. Malmø, Manchester United, Manchester City og Tottenham venter inden månedens udløb, og falder resultaterne ikke ud til Chelseas fordel, får Sarri formentlig en fyreseddel.

The Telegraph skriver dog, at selvom beslutningen om en fyring kan blive truffet allerede denne måned, er det endnu usikkert, hvorvidt Sarri får lov at fortsætte sæsonen ud. Sker det ikke, er Gianfranco Zola det mest sandsynlige bud på en midlertidig træner, som skal overtage tøjlerne indtil slutningen af sæsonen.