Schwartz-salg er rekordstort
Illustration
Superliga

Schwartz-salg er rekordstort

Guingamp sætter klubrekord med købet af Ronnie Schwartz, mens Randers får et stort millionbeløb i kassen.

Tidligere i dag blev det offentliggjort, at Ronnie Schwartz er ny mand i Avant Guingamp. Et lægetjek mangler blot for at få de sidste detaljer på plads i en handel, som Randers nyder godt af.

Ifølge Randers Amtsavis er handlen et af de største salg i klubbens historie. Tidligere er det lykkedes at sælge Djiby Fall for omkring 14 millioner og Yura Movsisyan for 20 millioner kroner, og prisen for Ronnie Schwartz ligger ifølge avisens oplysninger et sted derimellem de to transfers. 

Schwartz' agent, Allan Bak Jensen, fortæller desuden, at det er et rekordindkøb af Avant Guingamp.

- Det er et rigtig godt match. Guingamp har set ham i aktion ti gange inden for det seneste år, og han bliver deres dyreste køb nogensinde. Samtidig passer deres formation perfekt til Ronnie, fordi de spiller med to angribere, hvilket passer ham bedre end at ligge alene på toppen, siger han til avisen.

Randers-direktør Jacob Nielsen ønsker ikke at kommentere beløbets størrelse overfor avisen, men han glæder sig over salget på både klubben og Ronnie Schwartz' vegne.