To sejre i træk, og AGF vinder guld

Selvfølelse, selvsving og gammel klub-respekt
Træneren og tv-eksperten Poul Hansen oplevede på nærmeste hold den århusianske selvfølelse, da han i 2002 skiftede fra Lyngby til AGF.

»Jeg så ikke AGF som en storklub, for de blev som regel nr 10. eller deromkring og lå i tabellen som regel under Lyngby. Men hvis jeg havde den opfattelse, at det ville være en brugbar fremgang at rykke AGF et par pladser op, så tog jeg alvorligt fejl. I og omkring klubben er det naturligt at se sig selv som en magtfaktor eller en storklub, der spiller med helt i top. Det er nok ud fra det syn, at AGF og Århus har det hele. En stor by, et stort opland, en traditionsrig klub uden rival. Ingen steder er der jo så megen fokus på en klub som her. AGF er en institution, der fylder meget i byen, og som også er meget synlig, fordi kendte mennesker, biskoppen og musikere eksempelvis, udtaler sig om det,« uddyber Poul Hansen.

Et udtryk for AGF's markante selvforståelse kommer til udtryk i medvind. Når man som i denne sæson lægger overraskende godt ud og efter syv runder indtager Superligaens førsteplads, går omgivelserne i selvsving og taler om guld og grønne skove. Spillere og ledelse kan indimellem forsøge at lægge en dæmper på, men det hjælper ikke.

Slet ikke når træner Erik Rasmussen sin optimistiske natur tro efter to kampe og to sejre i sensommeren 2009 frejdigt taler om »en sindsyg stærk trup, der god nok til medaljer«, og tilføjer at OB og FCK ikke har bedre trupper end århusianerne.

Men der er i Århus også en længsel efter de gode tider, og når man ser fligen af det, hopper mange ukritisk med på vognen. Det synspunkt er Hans Petersen, redaktionschef på Urban og tidligere både træner og spiller i AGF, med på.

»Folkerøsten spiller en stor rolle, og modsat tidligere skal man tilføje alle medierne, og jeg tænker især på, at enhver kan sende hvad som helst ud på nettet, og når det går godt medvirker det til at skabe nogle kæmpe forventninger,« siger Hans Petersen, der dog foretrækker at skelne mellem rigtige tilhængere og medløbere.

»Det er simpelt hen ikke folk med ægte OB-sjæl, der står med det banner under Randers-kampen. Jeg har været hos OB mange gange med et juniorhold og lignende, og de store gamle klubber imellem er der en respekt og talen pænt til hinanden, der slet ikke matcher det billede der.«

Læs mere på næste side