Superliga

To sejre i træk, og AGF vinder guld

AGF er tiilbage i Superligaen, men har klubben og byen lært af fortidens dyre fejl og store selvtillid?

Ingen over Århus
I Århus forsøger byens førende mænd at genvinde noget af det tabte fra de glade firsere og halvfemsere, da kendte musikere og andre frontløbere markedsførte den jyske hovedstad og udfordrede København.

Senere drømte man om opføre Danmarks højeste bygning og fedeste havnefront. Højere, større og bedre - og engang var Thorkild Simonsen Danmarks mest populære borgmester.

Sociologen Henrik Dahl kan ved at kigge i den nyere danmarkshistorie bevidne, at Århus altid har været en ekstrem ambitiøs by og rigtig god til at brande sig selv.

»De går som sagt efter at være størst og bedst til alt, også fodbold, men nedenunder lurer hele tiden en usikkerhed. Det er lidt som med de nyrige, der netop forsøger at skjule, hvad de er,« mener Dahl.

Med Musikhuset og kunstmuseet AROS fortsat flaget, men de fleste er enige i den betragtning, at Århus har et potentiale, der ikke udnyttes, og derudover mangler selvtillid og befinder sig i noget af en identitetskrise.

Overført på AGF lander det i snak om at en Superliga uden en klub fra landets næststørste by svarer til en vinter uden sne, en søndags-tv-avis uden Reimer Bo og et folketing uden De Radikale - alle tre påtrængende og selvbevidste, svære at komme udenom, men ikke uundværlige.

Kloge folk påstår, at nordjyder selv i en meget gunstig position altid underspiller, at sønderjyder er forsigtige, vestjyder ydmyge, fynboer tilfredse med det næstbedste, og at alle sjællændere falder uden for kategori, idet de helgarderer sig ved enten at holde med Brøndby eller FC København. Fordomme og fakta flyver rundt i luften, og om århusianerne taler man både om mindreværdskomplekser og storhedsvanvid.

»Jeg ser ingen sammenhæng mellem by og klub på den led,« mener Hans Petersen, der som ung journalistelev i Silkeborg oplevede klart mere tilbageholdenhed i det midtjyske end i det Århus, hvor han har boet det meste af sit liv. Der er ikke så mange, der modsiger ham.

Store byer giver bare større selvfølelse.