To sejre i træk, og AGF vinder guld

AGF er tilbage i Superligaen efter en sæson i 1. division, hvor Aarhus-holdet viste sig klart bedre end samtlige andre modstandere.

Men hvad så AGF. Hvad skal der ske?. Har man lært af tidligere tiders fejl og store armbevægelser?

Tipsbladet skruer her tiden et år tilbage til AGF netop havde tabt på hjemmebane til OB i sidste spillerunde i Superligaen. Resultatet betød, at AGF måtte en tur ned i 1. division og at Randers FC dermed fulførte den sensationelle redningsaktion.

Her er hvad der i Tipsbladet blev sagt og skrevet om AGF i maj 2010:

Sarkasmen på det banner, som nogle af OB's fans hævede, da de kom bagud mod Randers, var så tyk, at man kunne skære i den.

»Åh, nej«, stod der.

Inspireret af Lazios fans, der med et lignende banner ugen før gjorde opmærksom på, at de absolut ikke ville have noget imod at tabe til Inter på hjemmebane, fordi det spærrede vejen for et mesterskab til lokalrivalerne Roma.

Med banneret viste OB'erne lige præcis, hvad de synes om AGF. For hvad gør et nederlag til Randers på hjemmebane, hvis bare det betyder, at de upopulære århusianere rykker ned?

En forårsrundtur til landets stadions afslører en hørlig og tydelig skadefryd, når det over højttaleren meddeles, at AGF er kommet bagud. En provinsiel pøbelglæde, der kun matches af nedture hos de to absolutte storheder i dansk fodbold, FC København og Brøndby. Forskellen er bare den, at hvis AGF er en storklub, så hører det med i billedet, at klubbens sportslige triumfer ligger en del år tilbage. De fleste oplever de to københavnske klubber som ægte magtbastioner, som nogle, der »har noget at have det i«, mens det i tilfældet AGF er som om hullet mellem to størrelser, klubbens og tilhængernes syn overfor resten af landets, er afgrundsdybt.

Der jubles, når der scores mod FCK og Brøndby, fordi de normalt er urørlige eller stærkere end en selv. Når der jubles over scoringer mod AGF, er hånen som regel mere skinger, fordi de fleste betragter AGF som en mere eller mindre selvskabt storhed. Forstået sådan, at århusianerne tilskyndet af deres nærmeste omgivelser gør sig bedre end de er, ser sig forankret i en storklub, men at det vil være synd at sige, at resultaterne er til det.

Her tænkes ikke bare på den aktuelle nedrykningsfare, men også det faktum, at AGF nok er blevet dansk mester fem gange, men kun én gang siden 1961, nemlig i 1986. I firserne var klubben i kølvandet af Brøndby dominerende i dansk fodbold, og det fortsatte frem til det tabte kapløb med de blågule om mesterskabet 10 år senere, men siden er det gået nedad bakke. Nu truer den anden nedrykning på fire år.

Martin, Podolski og slagord fra Middelalderen
De mange løfter om at genvinde eller bekræfte billedet af en klub på højste niveau har medvirket til at skabe det forhold, at AGF kort og godt er en klub, som man enten elsker eller hader, og deri ligger selvfølgelig en storhed, som de andre førende provinsklubber med OB og AaB i spidsen ikke er i nærheden af at kunne fremprovokere.

AGF er nemlig slet ikke ligegyldig. AGF og Århus er Danmarks svar på 1. FC Köln - med Martin Jørgensen i rollen som Lukas Podolski. Den fortabte søn, der er vendt hjem med uforrettet sag.

Köln er Tysklands fjerdestørste by, og selv »gedebukkeklubben«s storhedstid hører en fjern fortid til, er der endnu et strejf af naturlig arrogance over fodbolden i Rhinbyen.

»Det er helt legitimt og en almen menneskelig følelse at slås mod naboerne. I Jylland er Århus omringet af »bønder«, der alle vil have ram på AGF, som konstant har det med at vise muskler på banen, i munden og i omklædningsrummet, men døjer med at indfri forventningerne,« siger journalist Joakim Jakobsen fra Weekendenavisen.

»Når du siger navnet AGF, vælder den der gamle følelse op i mig. Man er træt af deres tomme løfter. Ligesom dengang cykelrytteren Jan Ullrich op til sæsonstart altid lovede, at han nok skal være fit og i form, men aldrig var det. Til sidst tror man ikke på det og bliver træt af at høre på det. I øvrigt er jeg fra Ribe og har altid holdt med Esbjerg. AGF er den store fjende, og når man som dem altid har stukket snotten frem, risikerer man også at få én på den. Alt det der ligger dybt i os mennesker. På italienske stadions opdager man, at fangrupper bruger slagord fra middelalderen mod hinanden - fra dengang man talte om bystater,« forklarer Joakim Jakobsen. 

Læs mere på næste side