Video : Tipsbladet
Superliga

Selskabet bag FC København præsenterer trecifret millionunderskud for 2018

Parken Sport & Entertainment - selskabet bag FC København - har fremlagt årsrapport, og det er et forventet og stort underskud, der er lagt frem - noget, der skyldes nedskrivninger efter salget af Fitness DK.

Den dårlige nyhed for selskabet bag FC København - Parken Sport & Entertainment (PSE) - er, at man har i 2018 har lavet et stort minus. Det gode for selskabet er dog, at det minus skyldes Fitness DK-kæden, og at den kæde nu er fortid og ude af PSE's hænder.

Parken Sport & Entertainment har netop fremlagt årsrapporten for 2018, og i det regnskab viser selskabet et minus på 167,8 millioner kroner, når man ser på fortsættende og ophørende aktiviteter. Med fortsættende og ophørende aktiviteter menes der det, der kører videre samt det, der er fortid - som Fitness DK.

Af delårsrapporterne har der allerede været lagt op til det dårlige resultat, fordi PSE har været tvunget til nedskrivninger som følge af frasalget af Fitness DK, der ikke har stået som en god investering. Af årsrapporten fremgår det, at Fitness DK har kostet selskabet 242,1 millioner kroner i tab.

Salget af kæden har måske gjort ondt på den korte bane, men på den lange bane er det ventet, at det bliver en gevinst.

PSE ejer nu blandt andet Parken, FC København og Lalandia.

Kigger man kun på de fortsættende aktiviteter - altså ser man bort fra Fitness DK-nedskrivningerne -  ville Parken Sport & Entertainment faktisk være kommet ud af 2018 med et plus på 97,4 millioner kroner før skat.

For 2019 forventer selskabet bag Parken Sport & Entertainment at komme ud med sorte tal på bundlinjen. Selskabet regner med et resultat før skat på plus 45 til 60 millioner kroner. I den forventning er medregnet, at fodboldklubben kvalificerer sig til Europa League-gruppespillet.

Derudover vil selskabet i 2019 have fokus på at udvikle Lalandia, hvor det både er et tema at lave et vandland på den jyske vestkyst samt i Motala i Sverige.