Selvsikker Guardiola: Vi når semifinalen
Foto: Getty Images
Superliga

Selvsikker Guardiola: Vi når semifinalen

Manchester City er nede med en mod Tottenham, men Pep Guardiola er temmelig sikker på, at hans mandskab ender med at avancere til semifinalen alligevel.

Manchester City er de fleste hold overlegne, og Pep Guardiola har så meget tiltro til sit hold, at han er noget nær overbevist om, at The Cityzens nok skal avancere mod Tottenham i Champions League, selvom de tabte første kamp 1-0.

Manchester City havde ellers kun to skud på mål i hele det første kvartfinale-opgør - hvoraf det ene var Sergio Agueros afbrænder på straffespark -  men Guardiola ser ingen grund til panik.

- Den eneste grund til panik er, at man måske ryger ud af turneringen, men jeg er ret sikker på, at vi kommer til at være med i næste runde af dette års Champions League-turnering, siger Guardiola til Sky Sports.

- Hvis du spørger mig lige nu og her, så tror jeg, vi er med i semifinalerne. Sådan føler jeg lige nu. Sådan havde jeg det også, da jeg gennemså den første kamp igen, men måske tager jeg fejl. 

Manchester City kan med en sejr over Spurs holde liv i drømmen om at vinde en Quadruple - fire trofæer på en sæson.  Skulle de forsvarende engelske mestre alligevel ende med at tabe til Spurs,  har de stadig muligheden for at tangere Manchester Uniteds Treble-sæson fra 1999.

- Vi kommer til at være triste en dag eller to, hvis vi taber kvartfinalen, men så spiller vi atter for Premier League-titlen samt finalen i FA Cuppen. Og næste sæson står vi der igen, det er helt sikkert, fortæller en overordentligt selvsikker Guardiola.