Med tre sene mål fik FC København vendt 0-1 til 3-1, da de søndag besejrede Vejle Boldklub på udebane.
Superliga-oprykkerne kom stærkt ud af starthullerne, og de pressede meget på i kampens indledning. Det betød også, at de kom til et par chancer, og Allan Sousa havde en chance for at bringe dem på 1-0 efter knap ni minutter, da han blev spillet i dybden. Hans afslutning gav dog ikke Jesse Joronen problemer.
FC København fik dog ædt sig ind i opgøret, og flere gange truede de over højrefløjen, hvor Peter Ankersen farede frem. Den sidste skarphed manglede imidlertid, og føringsmålet udeblev.
I stedet var det Vejle Boldklub, der kom foran.
Det gjorde de efter 33 minutter, da Imed Louati kom højest på Melker Hallbergs hjørnespark og headede bolden i nettet fra en skarp vinkel. Og den føring holdt indtil pausen.
I anden halvleg lagde FC København mere og mere pres på, hvilket blandt andet resulterede i en stor Robert Skov-chance efter 55 minutter, men hans afslutning blev flot blokeret.
Endnu tættere kom Skov et kvarter efter, da han flot trak ind i banen og bankede et skud afsted mod Vejle-målet, men denne gang kom overliggeren i vejen.
De københavnske gæster skulle dog få noget ud af deres pres umiddelbart efter. Et langskud af Peter Ankersen blev rettet af og endte hos Denis Vavro bagerst i feltet. Han sendte den på tværs til Dame N’Doye, der sikkert prikkede bolden i nettet.
Og de kom også på sejrskurs to minutter efter. Endnu engang var det Skov, der trak ind i banen og sendte en afslutning afsted. Denne gang lykkedes det dog højrekanten at sende bolden i nettet, da den gled ind ved nærmeste stolpe.
Vejles målmand, Thomas Hagelskjær, var tæt på at forære FC København endnu et mål, da han sendte et udspark direkte i fødderne på N’Doye, men senegaleserens førsteberøring røg direkte udover baglinjen.
I overtiden kom Vejle også til en chance ved Louati, men han kunne ikke udnytte chancen. I stedet kunne FC København lukke og slukke opgøret efter, da Skov spillede Pieros Sotiriou fri foran mål, og herfra kunne han score.
Det blev dermed til en 3-1-sejr til FC København, der dermed fortsat ligger side om side med FC Midtjylland i toppen af Superligaen med 28 point efter 13 runder.