Video : Tipsbladet
Superliga

Sidste sæsons Superliga-topscorer nærmer sig comeback

Angriber Pål Alexander Kirkevold fra Hobro IK kan være tilbage, når klubben i næste kamp møder AGF.

Han scorede 22 gange i Superligaen i sidste sæson, angriber Pål Alexander Kirkevold, men i denne sæson har han endnu ikke fundet vej til netmaskerne.

Det er der nu en meget god forklaring på, for den 27-årige angriber har blot spillet 50 Superliga-minutter efter sommerferien. Kirkevold blev ramt af en skade i første opgør i sæsonen mod Vejle, men nu nærmer han sig en retur til banen.

- Vi må se, hvordan det kommer til at gå i dag. Han har kun været med et par gange, så vi må lige finde ud af, hvordan han reagerer på det hele, siger Allan Kuhn til Nordjyske.

Den 27-årige nordmand har været savnet for Hobro, der blot har hentet fire point i sæsonens første seks kampe. Dog ikke mere, end at klubben har formået at score syv gange.

Det er primært defensivt, det har haltet for Hobro. 15 mål har klubben lukket ind i bare seks kampe.

Hobro ligger næstsidst i Superligaen - kun OB har færre point.