SIF-forsvarer om FCK: Stort at spille i Parken mod Danmarks bedste hold
Foto: René Schütze/Polfoto
Superliga

SIF-forsvarer om FCK: Stort at spille i Parken mod Danmarks bedste hold

De er undertippede, når de gæster Telia Parken lørdag aften, men de er ikke uden selvtillid i Silkeborg IF, der går ind til opgøret med syv kampe i træk uden nederlag.

FC København er uden tvivl det bedste fodboldhold i Danmark lige nu. Klubben fører Superligaen, er godt med i Champions League, og truppen boomer af stjerner og landsholdsspillere fra nummer et til nummer 20.

Det samme kan man ikke sige om oprykkerne fra Silkeborg IF, men hvor det tidligere lignede en umulig opgave, er der nu tro i Silkeborg på, at klubben kan få noget med hjem fra opgøret mod FC København.

Klubben er kommet sig over en elendig sæsonstart, der blot gav to point i syv kampe, og spøgelset fra 2014/2015 - hvor SIF blev blæst ud af Superligaen og ikke vandt en kamp før foråret - er også væk. Fem kampe i træk er ikke blevet tabt og har givet ni point i Superligaen, og tæller pokalen med, er det syv kampe i streg, at SIF ikke har tabt.

- Det er længe siden, jeg har prøvet ikke at tabe så mange kampe, når vi ikke snakker i 1. Division. Det er så fedt, og vi ved nu, at vi kan være med på niveauet og levere i Superligaen også. Det slår ret hårdt, når man har sådan en Superliga-sæson, som vi havde sidst, og så med sådan en start vi fik denne gang, det er ikke sjovt. Men vi har fået gang i spillet, og vi har fået point på kontoen, og det er virkelig lækkert. Vi kan se i træning og i ugen, at vi er gode spillere, og det kan vi også se i kampene nu. Men det er svært at overbevise jer og alle andre, når resultaterne ikke er der, siger Silkeborgs forsvarsklippe Simon Jakobsen til tipsbladet.dk og forklarer:

- Man kan ikke undgå at være en lille smule ramt, når vi havde så dårlig en Superliga-sæson sidst og starter dårligt ud i denne sæson, men jeg synes omvendt også, at der var andre takter denne gang. Og så har det nok også gjort meget, at det er en ny træner, vi har med denne gang. Havde det været samme setup, var det nemt at sige 'åh nej'. Der er en del nye spillere siden sidst, og vi har løftet os, siger han.

Lørdag er det så FC København, der venter for Silkeborg, når de to hold mødes i Telia Parken. Det bliver samtidig det kun andet møde mellem Ståle Solbakken og Peter Sørensen - to, der kender hinanden godt fra deres fælles fortid i Ham-Kam. Og det er også Superligaens to eneste managers.

Og netop Peter Sørensens indflydelse i SIF blev større, da han torsdag fik titel af manager, og Silkeborg-træneren betydning for holdet og den måde, SIF er kommet tilbage på sporet på, kan ikke overvurderes, mener Simon Jakobsen.

- Peter har stor andel i, at vi har fået samling på truppen. Der er kommet styr på, hvad vi vil. Der er klare linjer, og vi ved, hvad der forlanges af os som spillere. Han har en stor autoritet på træningsbanen og i omklædningsrummet, så han har en stor andel i det hele, siger han.

Og lørdag skal Peter Sørensen og SIF så se, om det er muligt at få point med fra Telia Parken. Simon Jakobsen håber og tror på det og glæder sig til at spille et sted, der normalt er svært at spille.

- Først og fremmest glæder jeg mig meget. Jeg var ikke med sidst, vi spillede derovre, så det er noget tid siden, jeg har spillet derinde. Det er stort hver gang. Nationalarenaen og mod det bedste hold i landet. Vi har været lidt langt fra de europæiske kampe, hvor man kan måles på et højere niveau end Superligaen, men som FCK klarer sig i Superligaen og på den helt store scene i Champions League, og med alle de landsholdsspillere, de har, bliver det nok ikke meget større for en klub som Silkeborg, målt på et europæisk parameter, siger Simon Jakobsen, der tror på chancen:

- Havde vi haft en periode, hvor vi var blevet rundbarberet fem kampe i streg, var det nok ikke verdens fedeste opgave at tage i Parken. Men vi har selvtillid, vi træner godt, og vi har resultaterne med os. Der er godt humør i omklædningsrummet, så det er et fedt tidspunkt at komme i Parken på. Jeg håber på, der kommer en del mennesker. Det er jo også en del af det. Mod SIF kommer der måske 10.000 - 15.000 tilskuere i Parken, og det er væsentligt mere, end det vi normalt spiller for.

SIF's fokus er at vinde duellerne, spille fysisk og have struktur i defensiven. Og selv om banen i Danmarks landskamp mod Montenegro ikke så ud til at have det for godt, er det ikke et stort fokuspunkt for SIF.

- Jeg så ikke hele landskampen, men det græstæppe så ikke skarpt ud. Justin Bieber har vidst været inde og lege lidt på den. Men det er svært at vurdere, hvordan den er, og måske er det ikke en ulempe for os, hvis græstæppet ikke er poleret. Så bliver det en lidt mere fysisk fight, som vi kan matche dem på. Det må vi se på, når vi kommer derover. Det er en kliché: Men det er jo ens for alle 22 spillere med det skide græstæppe, konstaterer Simon Jakobsen.

Simon Jakobsen, 25 år, har spillet 136 kampe for SIF - 89 af de kampe i Superligaen. Han har mødt FCK syv gange tidligere i Superligaen, tabt fem og spillet to uafgjort.