SIF-kaptajn: Sejren I Randers har givet os troen tilbage
Foto: Gregers Tycho/Polfoto
Superliga

SIF-kaptajn: Sejren I Randers har givet os troen tilbage

Silkeborg har vist, at holdet kan være med i Superligaen, og de takter skal fortsætte mod Hobro ifølge anfører Frank Hansen.

19 kampe. Det var det antal kampe, som Silkeborg skulle bruge for at få holdets første sejr i Superligaen i denne sæson. Sejren i Randers blev da også fejret på behørig vis, og måske kan det være vendepunktet for de rød-hvide fra Søhøjlandet. 

Troen på egne evner er i hvert fald tilbage ifølge holdets anfører, Frank Hansen.

- Sejren gav os en tro på, at vi kan lykkes. At vi kan overføre det arbejde, vi yder på træningsbanen, til kamp. Med tillid til os selv og hinanden og med hårdt arbejde i holdets tjeneste, så kan vi lykkes. Det var vigtigt at få bevist overfor os selv, siger Frank Hansen til klubbens hjemmeside.

Søndag venter så Silkeborgs næste opgave, når Hobro gæster Mascot Park, og Frank Hansen håber, at holdet kan tage de gode takter med på banen fra sejren i Randers. 

- Vi vil blive ved med at arbejde med den positive kommunikation inde på banen. Det er ad den vej, vi skal mobilisere gejsten og troen på sejren. Jeg synes, at vores evne til at bevare god kommunikation - nede fra Thomas Nørgaard og op gennem kæderne - blev udslagsgivende i Randers. Vi faldt ikke ned foran eget felt, efter at de udlignede, men blev ved med at stå nogenlunde højt i banen, som vi havde talt om på forhånd. Det er vigtigt, at vi tør gøre de ting, vi har aftalt på forhånd - og det skal vi også gøre mod Hobro, lyder det fra Frank Hansen.

Trods sejren i Randers er Silkeborg stadig isoleret i bunden med bare syv point - 15 point fra OB på den rigtige side af nedrykningsstregen.