Superliga

SIF-spiller: Fusion må være en joke

Thorbjørn Holst er bestemt ikke vild med tanken om en fusion i Silkeborg.

Silkeborgs direktør, Kent Madsen, udtalte i går til JyllandsPosten, at SIF er nød til at fusionere med en anden klub, hvis de i fremtiden ønsker at beholde statussen som Superliga-mandskab. Med Silkeborgs økonomiske situation in mente føler Madsen sig overbevist om, at klubben på et tidspunkt vil rykke ned i 1. division og have mere end svært ved at komme op igen.

Derfor ligger Silkeborg-bossen op til en fusion, men den plan bliver bestemt ikke modtaget lige godt af alle i den jyske klub. Thorbjørn Holst har svært ved at tro på alvoren i udtalelsen.

- Er det ikke en joke? Det vil jeg gerne se, før jeg tror det, for det lyder lidt usandsynligt. Der vil gå noget af klubfølelse og historie i Silkeborg tabt, hvis der kommer en fusion, siger Thorbjørn Holst til mja.dk fra Silkeborgs træningslejr i Tyrkiet.

Umiddelbart virker Viborg som det mest oplagte hold for Silkeborg at få en fusion i stand med.