Video : Tipsbladet
Superliga

SIF's ønske til ny investor: 10-15 millioner om året i fem år

Superliga-klubben Silkeborg IF er træt af elevatortilværelsen og søger derfor millioner udefra. Men man siger ikke ja til hvad som helst, og man har store krav til, at der skal investeres en del penge i klubben.

Når de er rykket op, er de ofte også rykket ned igen, midtjyske Silkeborg IF, og lige nu er klubben igen på vej ud af Superligaen, efter man i sommer vandt NordicBet Ligaen.

Og den elevatortilværelse er man træt af i Søhøjlandet, men man har også indset, at man ikke selv formår at løfte det tilstrækkeligt, hvorfor man i stedet nu søger penge udefra for at blive en midterklub i dansk fodbold.

Den søgen har dog ikke båret frugt. Kortvarigt åbnede Lars Larsen op for at øge sin investering i klubben, men det endte aldrig med noget, og Jysk-grundlæggeren døde i 2019.

Læs også:Superliga-klubber er optimistiske: Vi forventer stadig, at vi spiller kampene

Derfor søger Silkeborg IF videre, men man tillader sig fortsat at være yderst kræsen i processen, hvor man i øvrigt har takket nej til flere ting.

Kræsen er man, fordi man har en god økonomi, og fordi man mener, man har et godt og attraktivt produkt.

- Hvis vi skal flytte os for alvor, flytter 10-15 mio. kr. ikke noget af betydning. Vi taler om beløb i en helt anden skala, hvis SIF skal rykke sig én eller to etager op. Vi søger en investor, der kan bidrage til, at vi bliver i stand til at måle os med midterklubberne i Superligaen, og det kræver mindst 10-15 mio. kr. ekstra om året over mindst en fem-årig periode, for det er ikke realistisk at få pay-back på et enkelt år, siger Silkeborgs administrerende direktør Kent Madsen i apriludgaven af magasinet SIF In Business.

Læs også:Brøndby- og AaB-keepere med fine tal på Superliga-liste

Silkeborg-chefen forklarer videre:

- Vi vurderer, at Silkeborg IF er en attraktiv fodboldklub. Hvis vi skal give nøglerne videre, så skal det være noget, vi finansielt kan føle os trygge ved. Selvfølgelig ville det være optimalt, hvis vi kunne beholde ejerskabet på lokale hænder. Men ud over dygtighed vil det kræve finansielle muskler at løfte os. Penge er en central del i skabelsen af en succes, siger Kent Madsen.

Der resterer to runder af Grundspillet i Superligaen, og Silkeborg iF ligger sidst. Er man på den position, når ligaen deles op i slutspillet, er man stort set garanteret nedrykning, da der vil være meget langt op til redning. Omvendt er der kun to point op til Esbjerg, der ligger nummer 13, og kan SIF overhale EfB, vil man have et fornyet håb om redning.

Divisionsforeningen sigter efter at komme i gang med Superligaen og NordicBet Ligaen midt i maj eller mod slutningen af maj.

Læs også:Silkeborg-keeper: Jeg startede træls ud

Læs også:Øl, biogas og cement: Danmarks tossede stadionnavne

Læs også:AGF træner videre: Jeg tror ikke, det giver os en kæmpe fordel