Young Boys. Michael Silberbauer vil i disse dage nok ønske sig, at hans schweiziske klub var drevet af netop det - unge drenge, der kan tage en rask beslutning. I stedet har han fra sit lejeophold i fynske OB kunnet se til fra sidelinjen, mens både træneren og flere personer i ledelsen i den schweiziske klub er blevet skiftet ud.
De strukturelle omrokeringer hos schweizerne betyder, spørgsmålet om Silberbauers fremtid er røget langt ned på dagsordenen i klubben. Den danske midtbanespiller ved ikke, om Young Boys vil have ham tilbage, når lejeopholdet i OB ender til sommer, eller om de vil sælge ham.
- Jeg har ingen anelse om, hvor det ender, siger Michael Silberbauer til tv2.dk og fortsætter:
- De har en hel masse beslutninger, de skal træffe, og der kan jeg godt mærke, at jeg nok ikke ligger øverst i bunken.
Silberbauer har to år tilbage af sin kontrakt med Young Boys.