Silkeborg-back: Kritikken er berettiget
Superliga

Silkeborg-back: Kritikken er berettiget

Silkeborg-backen Jens Gammelby udtaler, at han synes, kritikken, klubben får, er berettiget.

Silkeborg har ikke ligefrem fået en drømmestart på sæsonen. Det ville være synd at sige. Ganske vist fik midtjyderne 0-0 mod OB på TRE For Park i sæsonåbneren, men siden er det blevet til tre nederlag på stribe. Særligt fredag var en træls dag for Peter Sørensens tropper: 0-4-nederlag til Lyngby. På Mascot Park. 

Og klubbens højre back Jens Gammelby fortæller, at han synes, kritikken er berettiget. 

- Vi er selvfølgelig ærgerlige over kampen mod Lyngby. Det er vi stadig. Men mandag starter en ny uge. Nu har vi evalueret kampen her til morgen (i går, red.), og så skal vi videre. Vi har talt om, hvad vi kan gøre bedre, og hvilke gode ting vi kan tage med. Vi skal videre, og der er ikke andet at gøre end at komme videre. Det er ikke, fordi vi er rykket ud af Superligaen, fordi vi har tabt 4-0 til Lyngby, men det er klart, at nederlaget rammer i går (fredag, red.) og i dag (i går, red.). Avisen tog jeg her til morgen, men Facebook-kommentarer går jeg ikke så meget op i. Det skulle dog ikke undre mig, om der er kommet kritik. Og det er fortjent kritik. Vi var ikke på toppen fredag, men så er vi det næste gang, siger Gammelby til Silkeborgs hjemmeside.

Det er imidlertid vigtigt for Silkeborg, at kampen bliver glemt hurtigst muligt. 

- Man går jo og tænker over sådan en kamp. Den kommer til at sidde i mig i dag (lørdag, red.) og nok også i morgen (i dag, red.), men så skal den også ud. Det bliver den nødt til. Vi bliver nødt til at komme videre. Vi skal lægge den bag os, for gør vi ikke det, kommer vi heller ikke til at spille godt næste gang. Det handler om at komme videre.

Silkeborg har mulighed for at komme videre i næste spillerunde, hvor Gammelby og kompagni skal en tur til Casa Arena i Horsens. Bo Henriksens AC Horsens tager imod.