Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-boss om Lesniak: Han passer godt ind

Silkeborg-chef Jesper Stüker er overbevist om, at Filip Lesniak kan blive et hit i Søhøjlandet.

Filip Lesniak slog aldrig igennem i AaB, og længe har han befundet sig på affyringsrampen i Nordjylland. Fredag er han endelig blevet skudt af sted til Silkeborg IF, der har lejet den slovakiske midtbanespiller for resten af indeværende sæson. 

Lesniak, der har en fortid i storklubben Tottenham, fik en del spilletid i AaB i sin første tid i klubben, men under Jacob Friis har han været helt ude i kulden, og nu skal han altså forsøge at få karrieren tilbage på ret køl i Søhøjlandet.

Noget, Silkeborg IF er overbevist om, at han formår.

-   Filip Lesniak passer godt ind i SIF i forhold til kompetencer og den øvrige trup. Vi har tidligere set ham spille på et højt niveau i Superligaen og tror på, at vi kan få dette at se igen i SIF-trøjen. Vi har indtryk af, at vi får en dedikeret og motiveret spiller, fortæller Silkeborg IF’s sportschef, Jesper Stüker, til klubbens hjemmeside.

Filip Lesniak har optrådt 39 gange i Superligaen for AaB - han står noteret for to scoringer.