Det er ikke, fordi 12 indkasserede mål i otte Superliga-kampe er nogen katastrofe i sig selv, men Silkeborg IF fordeler åbenbart de mål, som de lukker ind, ganske ligeligt. Holdet har ikke holdt clean sheet en eneste gang i sæsonen.
Det er en medvirkende årsag til, at holdet aktuelt indtager 13. pladsen i tabellen, og manden, der har lukket målene ind, keeper Thomas Nørgaard, er ikke tilfreds med Silkeborgs kollektive forsvarsindsats.
- Det betyder selvfølgelig, at vi ikke har gjort det helt godt nok defensivt. Vi giver lidt for mange chancer væk i de fleste kampe, og det er noget, vi skal se, om vi ikke kan gøre bedre, siger Nørgaard til klubbens egen Youtube-kanal.
Se hele indslaget og hør blandt andet, hvad målmanden mener er galt, i videoen i toppen af artiklen.
I morgen, fredag, møder Nørgaard og resten af Silkeborg-mandskabet OB på hjemmebane. Her har de altså mulighed for at holde nullet for første gang på denne side af sommerferien.