Silkeborg kan miste to af klubbens største talenter
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Silkeborg kan miste to af klubbens største talenter

Både Robert Skov og Sammy Skytte har kontraktudløb til sommer, og ingen af de to spillere er aktuelt i forhandlinger om en forlængelse.

Silkeborgs Robert Skov var den eneste dansker, der kom på måltavlen under sommerens OL, og kantspilleren er regnet som SIF's største talent.

Med klubbens strategi om at uddanne egne spillere, bruge dem på førsteholdet og senere sælge dem videre, er det ikke specielt godt nyt for fans af klubben, at Silkeborgs administrerende direktør, Kent Madsen, er pessimistisk i forhold til at forlænge aftaler med Robert Skov og den skadede Sammy Skytte. To spillere, der er regnet for at være klubbens største talenter.

De to har kontraktudløb til sommer, men aktuelt står forhandlingerne stille, og omkring Robert Skov fortæller Kent Madsen:

- Jeg ærgrer mig ligesom andre, der vil SIF det godt, over, at vi ikke har fået en aftale på plads. Der er bare noget, som er vanskeligt at løse, men jeg håber, at vi kommer overens med det. Og det kan gå begge veje, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.

Silkeborg mistede Kasper Dolberg til Ajax uden ret til andet end kompensationspenge, hvor Ajax dog tilbød lidt penge og klausuler alligevel, så det vil være skidt også at miste 20-årige Robert Skov.

Ifølge Midtjyllands Avis er problemet med en forlængelse blandt andet en frikøbsklausul, som parterne ikke kan blive enige om.

Sammy Skytte har siddet ude hele efteråret med en skulderskade, og midtbanespilleren er nok ikke tilbage før i foråret. Han fik sit store gennembrud på den centrale midtbane i 1. Division sidste sæson, og den 19-årige midtbanespiller har altså også udløb snart.