Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-kaptajn Simon Jakobsen alvorligt skadet

Silkeborgs forsvarsspiller Simon Skou Jakobsen blev alvorligt skadet i torsdagens opgør mod Næstved, og der venter operation for brud på knogler i hovedet.

Mens Silkeborg IF led et knæk torsdag aften i bestræbelserne på at komme tilbage i Superligaen, da det blev til et nederlag på 1-3 hjemme mod Næstved, var der også andet, dårligt nyt for klubben fra NordicBet Ligaen.

Kaptajn Simon Skou Jakobsen måtte udgå med en hovedskade, efter han stødte sammen med holdkammerat Anders Hagelskjær, og meldingen er ikke god fra Jakobsen.

Silkeborg-spilleren blev bragt til hospitalet i Skejby, hvor han har tilbragt natten, og han kommer til at skulle bruge noget mere tid på sygehuset, for der er brud på knogler i hovedet.

- Jeg har brækken kæben/kindbenet tre steder. Ligger på Skejby og venter på en operationstid, oplyser Simon Jakobsen fredag morgen til Midtjyllands Avis.

Det er nok tvivlsomt, om Simon Jakobsen kommer i aktion igen på denne side af sommeren. Der resterer syv kampe for Silkeborg i NordicBet Ligaen, og selv om klubben stadig fører rækken, ligger både VIborg og Næstved bare et enkelt point efter. Og begge klubber har en kamp i hånden i forhold til SIF.

Rækkens vinder rykker direkte op, mens nummer to og tre spiller playoff mod Superliga-hold om to billetter til dansk fodbolds bedste række næste sæson.