Silkeborg-talent forlænger til 2021
Foto: Lars Rønbøg/Polfoto
Superliga

Silkeborg-talent forlænger til 2021

SIF har forlænget aftalen med højre back Jens Martin Gammelby, der nu er på kontrakt frem til sommeren 2021.

Højre back Jens Martin Gammelby har leveret en indtil videre fin sæson for Silkeborg IF, hvor han især offensivt har løftet sit spil og har et godt samarbejde med højre midt Robert Skov.

Og det gode spil har nu ført til, at den 21-årige SIF'er har forlænget sin aftale med klubben med fire år, så han er på kontrakt frem til sommeren 2021.

- Jeg er sindssygt glad for at være i SIF, hvor der er et godt miljø med gode holdkammerater. Her får jeg masser af spilletid, og jeg ser mig selv fortsætte min udvikling her. Det er gået hurtigt i den rigtige retning i de seneste måneder, og jeg har fået en position på holdet, der giver mig mulighed for at fortsætte i den rigtige retning, siger Jens Martin Gammelby i en pressemeddelelse.

For SIF er det et vigtigt signal om, at klubben vil holde på sine egne folk og belønne dem, når de også leverer for førsteholdet, og forlængelsen af Jens Martin Gammelby glæder også klubbens sportschef.

- I SIF er vi glade for, at "en af vore egne" ønsker et langtidsforhold dér, hvor han har udviklet sig til at blive Alka Superligaspiller. Det er godt, at han er klar til at gå all in for SIF. Han har haft et godt forløb gennem SIF’s talentudviklings-system fra U13 til førsteholdet, hvor han sin unge alder til trods allerede er noteret for 80 kampe. Vi har slet ikke set det bedste fra Gammelby endnu. Det vi har set, har været godt, og vi ser frem til at se ham folde sig endnu mere ud til gavn for SIF, siger sportschef Jesper Stüker.

Med forlængelsen af Gammelby kan klubben skifte fokus til Robert Skov og Sammy Skytte, hvor kontraktforhandlingerne lader til at være gået i stå med de to spillere, der ligeledes har kontraktudløb til sommer.

Gammelby har allerede 42 Superliga-kampe på cv'et, og han fik sin debut mod Hobro i marts 2014 - dengang i 1. Division.