Silkeborg-træner: Naturligt, hvis uansvarlig Lyngby-forretning knækker
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Silkeborg-træner: Naturligt, hvis uansvarlig Lyngby-forretning knækker

Peter Sørensen har ondt af de ansatte i Lyngby Boldklub, hvis klubben går konkurs, men han har ikke ondt af, at det har konsekvenser at drive sin forretning uansvarligt.

Hvis Lyngby Boldklub ikke finder nye investorer i løbet af denne uge, tyder alt på, at klubben går konkurs. Det kommer ikke bare til at gå ud over Superligaen, men også de 48 kontraktspillere, trænere og øvrige ansatte.

Dem har Silkeborg-manager Peter Sørensen ondt af, men han har ikke ondt af det, hvis en klub, der så sent som i begyndelsen af januar hentede to nye spillere uden at have penge til næste lønudbetaling, knækker. 

- Jeg synes, det er ulykkeligt, at Superligaen kan blive ramt af det. Men jeg synes ikke, det er ulykkeligt for den klub, som går konkurs, fordi den er blevet drevet på falske forudsætninger. Vi andre skal levere de krævede elementer for at få en licens, og vi skal udbetale løn til vores ansatte. Vi skal i det hele taget drive vores forretning ansvarligt. Hvis man har drevet sin forretning uansvarligt så længe, som det nu tyder på, så er det vel helt naturligt, at det har en konsekvens, siger Peter Sørensen til Midtjyllands Avis.

I begyndelsen af januar tiltrådte Mohammed Saeid og Simon Strand i Lyngby, men pengene for de handler er endnu ikke blevet betalt. Saeids agent har ikke fået sit honorar, som han fortalte tipsbladet.dk for et par uger siden, og Strands tidligere klub Östers IF har ikke fået sin transfersum.

Ifølge Peter Sørensen har Lyngby flere gange hentet spillere for snuden af Silkeborg i de seneste år. De kongeblå åbner efter planen foråret mod Brøndby IF på søndag, mens Sørensens Silkeborg får besøg af AaB på lørdag.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.