Video : Tipsbladet
Superliga

Silkeborg-træner vil afgøre slutspillet i aften

Hvis Silkeborg IF besejrer Viborg FF i fredagens tidlige Superliga-kamp, er førstnævnte sikre på at overleve. Det går cheftræner Peter Sørensen efter, men silkeborgenserne skal også tænke sig om.

Sæsonen begyndte som et deja vu for Silkeborg IF, der ikke vandt i sine første otte kampe og lignede et hold, der skulle gentage klubbens miserable sæson 2014/15, hvor man først vandt i marts måned.

Spol tiden syv måneder frem, og holdet står på tærsklen til at sikre sig en plads i Europa League-playoffkampene. Vinder Silkeborg i aften mod Viborg FF, er overlevelsen en realitet, og forberedelserne på de sjove playoffopgør kan begynde. 

Cheftræner Peter Sørensen har tænkt sig at gøre, hvad han kan for at sikre Superliga-livet i første forsøg i fredag aften.

- Jeg tror det er vigtigt, at vi er bevidste om, at arbejdet langt fra er gjort færdigt. Vi skal gå ud og spille kampene på samme måde, som vi angriber enhver kamp. Vi skal gå efter sejren, og vi skal taktisk være kloge i forhold til de styrker og svagheder, vi finder hos vores modstandere, siger han til klubbens hjemmeside.

Det betyder dog ikke, at Silkeborg-spillerne bliver sendt hovedløst frem i jagten på de tre point. Man er allerede seks foran Viborg og syv foran AGF, så uafgjort kan formentlig også gå an.

- Vi vil i hvert fald gå efter at vinde, men vi skal også tænke os om. Det kan godt være, at vi kan afgøre det fredag aften - det går vi da efter. Men det kan også sagtens være, at kampen udvikler sig sådan, at vi må være tilfredse med et enkelt point. Vi står i en gunstig situation, hvor vi selv kan afgøre om vi skal spille med i den sjove play-off om europæisk adgang eller den nervepirrende om at undgå nedrykning. Det er ikke sikkert, at det afgøres fredag, men så har vi en ny chance i næste runde, når AGF kommer på besøg, siger Peter Sørensen.

Der er kickoff fra Mascot Park klokken 18.