Den svenske kantspiller Simon Kroon er færdig i FC Midtjylland.
De danske mestre har netop bekræftet, at midtbanespilleren er blevet solgt til svenske Östersunds FK.
25-årige Kroon skiftede til FCM tilbage i januar 2017 sammen med Marc Dal Hende og Janus Drachmann. De tre skiftede fra SønderjyskE. Nu er bare Dal Hende tilbage i FCM, der har solgt Drachmann til OB.
- Vi ønsker Simon held og lykke med de nye udfordringer i Östersunds FK. Han er en dygtig spiller i en god alder, og vi tror på, at han kommer til at gøre det rigtig godt i hjemlandet, siger sportschef Svend Graversen.
Simon Kroon fandt sig aldrig til rette i det midtjyske, hvor han oftest måtte nøjes med en jokerrolle. Han var i foråret udlejet til SønderjyskE, og det var tydeligt, at han i dette efterår ikke figurerede i FC Midtjyllands planer for denne sæson.
Det fremgår ikke, hvor meget Kroon har kostet Östersunds FK.