Video : Tipsbladet
Superliga

Simon Poulsen: Står med en dårlig fornemmelse

SønderjyskE tabte her til eftermiddag 4-0 til Brøndby i en kamp, hvor de længe havde mulighed for at komme tilbage.

Vi skulle helt hen til det 82. minut før Brøndby lukkede kampen med 2-0 målet, og det ærgrer SønderjyskEs forsvarsspiller, Simon Poulsen, at det ikke lykkedes at komme tilbage.

- Jamen, vi står med en dårlig fornemmelse. Det viser jo igen, at vi lukker for mange mål ind, vi scorer også mange mål - ikke i dag, men ellers så scorer vi mange mål, men vi lukker alt for mange ind, og så får vi en 4-0'er her, og det er bare sløjt, siger han til Canal 9 efter kampen.

Brøndby kreerede mange chancer, men havde svært ved at udnytte dem, og det fik SønderjyskE til at jagte sejren til sidst, men det kom til at koste, fortæller Simon Poulsen.

- Ved 1-0 der er den åben, og vi skaber lidt chancer, men det bliver ikke helt store chancer i anden halvleg, men vi skaber lidt, og får vi scoret der, så bliver det en helt anden kamp i stedet for laver de 2-0 målet, og så er det gameover, siger han og uddyber:

- Vi satser meget, da den står 1-0 til Brøndby. Vi satser og får skabt lidt chancer, men ikke noget vanvittigt, og så scorer de til 2-0. Så giver vi den et sidste skud og sender en ekstra mand frem, og så bliver det 3-0. Vi skulle have holdt dem ved 3-0, fordi 4-0 det bliver lidt en ydmygelse, og det er unødvendigt.