Video : Tipsbladet
Superliga

Sit livs sværeste beslutning: Jeppe Brandrup forlader Lyngby

Efter ni år i Lyngby Boldklub forlader Jeppe Brandrup klubben. Han havde ellers håbet at slutte karrieren i kongeblåt.

Jeppe Brandrup og Lyngby Boldklub har i næsten et årti dannet par, kun afbrudt af en kort flirt med Silkeborg IF, men denne sommer går de fra hinanden. Backen, der har spillet over 200 kampe for Superliga-nedrykkerne, skal finde sig en ny klub.

Det oplyser Lyngby på klubbens hjemmeside.

Selv om parterne er blevet enige om at gå hver til sit efter ni år sammen, er der ingen sure miner. Snarere tværtimod.

- Vi skylder Jeppe den største Lyngby-tak, vi kan finde frem. Han har været firmaets mand gennem rigtig mange år, og uanset at vi stopper her, så vil Jeppe blive husket mange år frem i klubben. Både for den behagelige mand og ven uden for banen samt en teknisk højre back i særklasse. Jeppe Brandrup har været en stor del af Lyngby Boldklub og en kulturbærer i de sidste ni år. Vi ønsker Jeppe al held og lykke fremover, siger sportsdirektør Birger Jørgensen.

Også 33-årige Brandrup siger pæne ting om sin nu tidligere arbejdsgiver, som han gerne ville have sluttet karrieren hos.

- Det er en vemodig dag. Det har været mit livs sværeste beslutning at stoppe i Lyngby Boldklub. Jeg har nydt hver eneste dag de sidste ni år. Ikke kun sportsligt, men også at være i huset, og jeg vil lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde håbet at slutte min karriere i Lyngby. Jeg vil sige tusind tak for den støtte, som jeg altid har kunnet mærke fra lægterne, både i med- og modgang. Det har været en stor fornøjelse at forsvare de kongeblå farver.

Det fremgår ikke, om Brandrup har fundet en ny arbejdsgiver.