Video : Tipsbladet
Superliga

Skadet Brøndby-stopper håber på comeback til foråret

Joel Kabongo fik en slem ledbåndsskade tilbage i april, som stadigvæk holder ham ude resten af året. Han håber dog på at kunne spille kampe igen efter vinterpausen.

Joel Kabongo har været ude med en skade siden slutningen af af april, hvor han blev båret ud fra banen efter, at han rev sit ledbånd over. 

Den 21-årige forsvarsspiller kommer da heller ikke tilbage lige foreløbig. Skaden holder ham nemlig tilbage resten af året, og først efter vinterpausen kan han gøre sig forhåbninger om at komme i kamp igen. Det håber Kabongo meget på. Han forklarer, at genoptræningen skrider godt frem i øjeblikket, men han er samtidig opmærksom på, at det hurtigt kan ændre sig. 

- Jeg håber at starte op efter vinterpausen med de andre, men det er meget svært at spå om. Det kan gå rigtig hurtigt i udviklingen, og så kan genoptræningen lige pludselig gå i stå. Det kører rigtig godt lige nu, så jeg håber på at spille et par kampe i foråret. Det kan desværre også være, at jeg ikke når det. Jeg håber på, at jeg når det, siger han ifølge 3point.dk.

U21-landsholdsspilleren siger yderligere, at han er meget taknemmelig for den massive støtte, som han har mærket fra fansenes side undervejs i skadesforløbet. Han forklarer, at støtten har gjort, at han ikke har følt sig alene. 

Joel Kabongo spillede i sidste sæson 15 Superliga-kampe for Brøndby IF.