Skadet Juelsgård håber at nøjes med én kamps fravær
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Skadet Juelsgård håber at nøjes med én kamps fravær

Når AGF åbner Superligaen på fredag, bliver det uden Jesper Juelsgård. Han satser dog på at blive hurtigt klart igen, omend han endnu ikke træner med holdkammeraterne.

Som Glen Riddersholm fortalte på tipsbladet.dk i går, er Jesper Juelsgård blandt de spillere i AGF, som går glip af fredagens sæsonpremiere. Den liste tæller desuden Mikkel Rask og Michael Zacho.

Juelsgårds knæ er ganske vist stadig så medtaget, at han ikke har trænet med holdkammeraterne endnu i optakten, men han satser på, at han kan holde sit fravær nede på den ene kamp.

- Jeg håber da ikke, at der kommer til at gå lang tid før, jeg er klar. Men det er svært at sige, hvor lang tid, der helt præcist kommer til at gå. På et tidspunkt, når vi vurderer, at benet et stærkt nok, skal jeg jo tage chancen og spille med. Og så må vi se, hvordan det går, siger han til Århus Stiftstidende.

Hidtil har han kun været i stand til at lave løbeøvelser med den fysiske stab på græs, mens holdkammeraterne har trænet ved siden af. 

Op til fredagens Superliga-premiere har også anfører Morten "Duncan" Rasmussen været ukampdygtig og sad eksempelvis over, da AGF i lørdags mødte Silkeborg IF i den sidste testkamp. Hans deltagelse er dog ikke i fare.

- Han var med i possession-spillet i dag, og så var han levende bande i det sidste spil. Han er klar til fredag, slog cheftræner Riddersholm fast tirsdag.

AGF møder AC Horsens i sæsonens allerførste Superliga-kamp på hjemmebane på fredag.