Video : Tipsbladet
Superliga

Skadet Randers-svensker: Tror, jeg har spillet min sidste kamp for klubben

Joel Allansson forventer, at han har spillet sin sidste kamp for Randers FC.

I sommer forlængede Randers FC samarbejdet med Joel Allansson, så den svenske midtbanespiller ville fortsætte hos kronjyderne.

Kontrakten løber dog kun til årsskiftet, og det skyldtes, at Allansson havde døjet med skader i foråret og derfor skulle evalueres yderligere. Det kan man dog ikke sige, at de har haft meget mulighed for.

Allansson har ikke været en af del af Randers FC’s trup siden september som følge af et overrevet ledbånd i knæet. Og skadeskvalerne betyder, at svenskeren nu tror, at han har spillet sin sidste kamp for klubben.

Det fortæller han til amtsavisen.dk.

- Man kan aldrig være 100 procent sikker, men som det ser ud nu, så tror jeg, at jeg har spillet min sidste kamp i Randers FC, lyder det fra Allansson, der forklarer, at han ikke har hørt noget fra klubben.

Randers FC’s sportsdirektør, Søren Pedersen, slår dog fast over for avisen, at intet er afgjort endnu. De har dog fem andre spillere, der kan gøre sig på den centrale midtbane i Frederik Lauenborg, Nicolai Poulsen, André Rømer, Mikkel Kallesøe og Kasper Enghardt, påpeger sportsdirektøren.

26-årige Allansson har spillet for Randers FC siden 2015, og det er blevet til 85 kampe med tre mål til følge. Tidligere har han spillet for IFK Göteborg i hjemlandet.