Video : Tipsbladet
Superliga

Skadet Sanneh har spillet sin sidste kamp for AC Horsens

Bubacarr Sanneh døjer med en knæskade og kommer ikke på banen igen i denne sæson, inden han skifter til FC Midtjylland til nytår. Han har allerede taget afsked med sine holdkammerater.

Det var egentlig meningen, at Bubacarr Sanneh skulle spille efteråret færdigt i AC Horsens, inden han til januar skifter til FC Midtjylland, men den stærke stopper kommer ikke på banen igen i 2017.

En knæskade sætter ham uden for holdet i årets to sidste spillerunder, og derfor har han allerede sagt farvel til sine holdkammerater i Horsens. Han kommer dog også forbi til den sidste kamp i efteråret for at sige farvel igen, skriver Horsens Folkeblad.

Selv om Sannehs kontrakt med AC Horsens løber en måned endnu, overgår behandlingen og genoptræningen til FC Midtjylland. Samtidig kan dem gambiske landsholdsspiller se tilbage på tre et halvt år i Horsens, hvor han gik fra ukendt lykkeridder til landsholdsspiller.

- Jeg tager hjem på juleferie i knap to uger i Gambia, men jeg kommer hurtigt tilbage igen, for nu gælder det min karriere i FC Midtjylland. Jeg har haft en snak med træner Jess Thorup om hans planer med mig. Nu gælder det hårdt arbejde for at få en plads på holdet. FC Midtjylland har et stærkt hold, så jeg skal kæmpe for at få en stamplads. Alt handler om hårdt arbejde. Jeg har kæmpet mig til det, jeg har nået i AC Horsens, og nu kæmper jeg for næste udfordring i FC Midtjylland, siger Bubacarr Sanneh til Horsens Folkeblad.

Sanneh nåede 51 Superliga-kampe for Horsens, mens han spillede et tilsvarende antal kampe i 1. division, inden klubben rykkede op. AC Horsens er for længst begyndt at se sig om efter en afløser, og den lettiske stopper Marcis Oss er eksempelvis til prøvetræning i klubben i disse dage.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.