Video : Tipsbladet
Superliga

Skadet Thychosen: Jeg kommer stærkere tilbage

Oliver Thychosen er i gang med sin genoptræning efter en alvorlig skade, og han regner med at vende tilbage i en stærkere udgave.

Han var måske Viborgs bedste spiller frem til sin skade, Oliver Thychosen, og i stedet for at fortsætte formen og hjælpe sine holdkammerater, må den 23-årige kantspiller nu se til fra tribunen i resten af sæsonen, efter han blev ramt af en korsbåndsskade.

Den tidligere Vejle- og FC Nordsjælland-spiller blev knæskadet mod FC Midtjylland, og så var sæsonen med det samme forbi for Thychosen.

I stedet er fokus nu på genoptræning, og han satser på at komme tilbage i en bedre og stærkere udgave, fortæller han.

- Jeg har ikke ondt af mig selv, så jeg fokuserer bare på de ting, jeg selv kan gøre noget ved. Jeg passer mine øvelser hver dag og holder mig til den plan, der er blevet lagt sammen med Lars Møller (VFF's fysioterapeut, red.), og så er jeg sikker på, at det hele kommer til at gå fint. Jeg er helt overbevist om, at jeg kommer stærkere tilbage, siger Oliver Thychosen til Viborgs månedlige Superliga-magasin.

I artiklen fortæller Oliver Thychosen også, at han nu er flyttet til Viborg for at være tættere på de folk, der hjælper ham med genoptræningen, blandt andet fysioterapeut Lars Møller.

Kantspilleren nåede syv kampe i Superligaen inden sin skade, og han scorede to gange.