Video : Tipsbladet
Superliga

Skovgaard forlader FCN: Trænger til at prøve noget nyt

Andreas Skovgaard nåede at være en del af FC Nordsjælland i otte år, og nu er tiden inde til at prøve noget andet, mener han.

Der bliver ikke til mere Andreas Skovgaard i FC Nordsjælland-trøjen. Forsvarsspilleren har været i klubben siden han kom ind på akademiet som 13-årig, og nu er der gået otte år, og så venter der nye udfordringer for ham.

Det fortæller Skovgaard om i et interview på klubbens hjemmeside.

- Jeg kom til FCN som 13-årig, så det er mange år, jeg har været i klubben, og det har været en rigtig god tid. Især husker jeg med glæde mit første år i Superligatruppen, men så kom der en mellemperiode, hvor jeg havde en del, jeg skulle lære at lægge på mit spil, siger han og fortsætter:

- Her til sidst er det gået rigtig fint igen, men nu trænger jeg også til at prøve noget andet. Jeg tror, det er sundt både som fodboldspiller og menneske at udfordre sig selv med noget nyt. Jeg har endnu ikke en ny klub på plads. Der er flere inde i billedet, så jeg kan ikke sige noget om, hvor jeg spiller efter nytår, lyder det fra Andreas Skovgaard.

Klubbens sportschef Carsten V. Jensen har tidligere udtalt til tipsbladet.dk om sagen, hvor han slog fast, at det var tid til at Skovgaard skulle prøve noget nyt.

Andreas Skovgaard fik sin debut på FC Nordsjællands førstehold tilbage i februar 2016, hvor han var med som U19-spiller.

Skovgaard nåede at spille 87 kampe for FCN.