Skulle have sparket Ruud ned
Egentlig ville Hans Henrik Andreasen allerhelst have spillet over for sin klubkammerat i OB Espen Ruud, når det i morgen aften går løs mellem Norge og Danmark i Oslo.
- Jeg må bare nyde min friweekend herhjemme, når det nu ikke kunne være anderledes, men jeg ærgrer mig over det. Jeg havde håbet på at blive udtaget til landsholdet og er sikker på, at jeg kunne have gjort det godt. Så var jeg også kommet til at spille mod Espen Ruud, og det kunne have været rigtig sjovt, siger Hans Henrik Andreasen til tipsbladet.dk.
- Men ok, hverken jeg selv eller holdet har været i topform, siden jeg var med sidst, og det er der nok blevet kigget på fra landstrænerens side, erkender Hans Henrik Andreasen.
I stedet kunne han have hjulpet Danmark på en anden måde, antyder han selv med den spøgefulde mine på.
- Ja, vi havde gået og gasset Ruud lidt til træning, efter han blev udtaget. Ruud har også gået og prikket lidt til mig, men desværre nåede vi ikke at sparke ham ned, så han ikke kan spille, griner Hans Henrik Andreasen.
Det ville næsten også være synd for Norge, for Ruud er udset til at spille fra start i stedet for Tromsø-backen Tom Høgli, som måtte melde fra skadet.
- Jeg håber meget, at Danmark vinder kampen. Det er meget vigtigt for vores muligheder, understreger Hans Henrik Andreasen.