Tipsbladet kunne tidligere på ugen afsløre, at FC Nordsjælland dygtige back Oliver Villadsen fremover skal tørne ud for 2. Bundesligaklubben FC Nürnberg.
Her er der nok ingen tvivl om, at FC Nürnberg er faldet pladask for Villadsens offensive evner, for de er rigtig stærke.
Opta har for Tipsbladet indsamlet tal på Oliver Villadsen, og her er der ingen tvivl om, at FCN-spilleren er blandt de absolut bedste i Superligaen på sin plads, særligt i offensiven.
Siden sidste sæson har Oliver Villadsen skabt næstflest chancer i åbent spil af alle forsvarsspillere. Derudover er han med afstand den forsvarsspiller, som har forsøgt sig med flest driblinger - 90 af slagsen - og så har han gennemført flest med 37 stykker.
Som back har han også domineret Superligaen i forhold til oplæg i åbent spil siden 2020, hvilket nedenstående tabel viser.
At Oliver Villadsen er dominerende i det offensive spil vises tydeligt af denne figur. Her viser tallene, at FC Nordsjælland-profilen i sidste sæson forsøgte flere driblinger pr kamp end 96 procent af 4.826 forsvarsspillere i Europas fem bedste ligaer over de seneste ti sæsoner. Han havde ligeledes flere berøringer end 86 procent af de forsvarsspillere, og han havde 92 procent flere berøringer i modstandernes felt.
Omvendt havde 96 procent af alle de forsvarsspillere flere defensive aktioner end Villadsen, hvilket tegner et billede af, at han i langt større grad har været offensivt end defensivt orienteret.
Ud fra Optas gennemgang har Villadsens mindet mest om Ferland Mendy, Juan Bernat, Alejandro Balde og Jeremie Frimpong tidligere i deres karriere.
I FC Nürnberg er det dog ikke sikkert, at hans offensive kvaliteter kommer lige så meget til sin ret. FC Nürnberg havde i gennemsnit kun 45,1 procent boldbesiddelse i sidste sæson, og de var det hold i ligaen, som vandt bolden færrest gange på den sidste tredjedel med 109 af slagsen. Det vidner om et defensivt hold, men det kan ændre sig med Miroslav Kloses ankomst som cheftræner tidligere denne sommer.
Opta tillader sig i hvert fald at være en smule tvivlende omkring matchet melle klub og spiller.
- Vi tillader os at spørge, om Villadsens skifte til Nürnberg er et godt match, skriver de og fortsætter:
- Det er tydeligt, at Villadsen kommer til at bidrage offensivt til FC Nürnberg med sine dribleegenskaber og lyst til at bryde igennem på den sidste tredjedel. Han er dog nødt til at forbedre sit defensive spil for at blive et rigtig godt match til 2. Bundesligaen. Lad os håbe for Villadsen, at Miroslav Klose vil have en mere offensiv tilgang, end klubben havde i sidste sæson, konkluderer analysefirmaet.
I forbindelse med skiftet kan Tipsbladet også afsløre, at der går et par uger, før skiftet bliver effektueret. FC Nürnberg betaler en million euro plus bonusser for Villadsen.