Video : Tipsbladet
Superliga

SL-profil tror ikke på BIF: Faldet for langt efter

Brøndby når ikke med i mesterskabsspillet i denne sæson, lyder vurderingen nu fra FC Nordsjælland-profilen Mads Bidstrup.

Brøndby må nøjes med kvalifikationsspillet i Superligaen i denne sæson. 

Sådan lyder vurderingen nu fra FC Nordsjælland-profilen Mads Bidstrup, der ikke regner med, at Brøndby når op i top seks. 

- Det tror jeg ikke. Nej, det tror jeg ikke, at de gør. Jeg tror, at der er nogen, der er før det, siger Mads Bidstrup således til Viaplay. 

Selvom Brøndby overvintrer på 10. pladsen, så er der blot tre point op til Randers FC på sjettepladsen. Men ifølge Mads Bidstrups holdkammerat i FC Nordsjælland, Kian Hansen, så lykkes det alligevel ikke for klubben fra den københavnske vestegn. 

- De skal møde hinanden på kryds og tværs, og lige nu ligger de på 9. eller 10. pladsen. Selvom der ikke er for langt op, så tror jeg alligevel, at der bliver for langt dem. Også fordi de skal møde hinanden indbyrdes, siger Kian Hansen således.

I løbet af grundspillets resterende fem runder møder Brøndby hold som FC Midtjylland, Silkeborg og FC Nordsjælland, og ifølge Mads Bidstrup vil det derfor kræve noget særligt, hvis Brøndby skal hente de nødvendige point.

- Det er så tæt en Superliga i år. Vi har set, at det godt nok er mange kampe, der ligger og balancerer på et knivsæg. Så der skal noget ekstraordinært til, tror jeg, siger Mads Bidstrup således. 

- Jeg er enig i det, du siger, at de har en bedre trup, end det, de præsterer nu. Når man kigger på startelleveren og truppen generelt, så har de jo nogle sindssygt gode spillere. Men jeg tror, at de er faldet lidt for langt efter, i forhold til, at der er fem kampe tilbage nu. Og de er jo ikke de eneste, der godt kunne tænke sig en top seks-plads. 

Mads Bidstrup har selv været en af de helt store profiler i Superligaen i efteråret, hvor midtbanespilleren har haft en stor aktie i FC Nordsjællands aktuelle førsteplads i Superligaen.