Video : Tipsbladet
Superliga

Slagen Vendsyssel-boss: Vi er ikke de sidste, der indkasserer på en FCM-dødbold

Selv om Vendsyssel FF havde forberedt sig grundigt på FC Midtjyllands dødbolde, var det alligevel et hjørnespark, der fældede dem. Det ærgrer cheftræneren, der omvendt anerkender mestrenes styrke i netop den disciplin.

Det lignede en kamp, som man har set mange gange før. FC Midtjylland kan ikke få spillet til at flyde, modstanderne er godt med, og kampens forløb er tættere, end stillingen indikerer. Men alligevel vinder midtjyderne på en dødbold.

I går var det Kian Hansen, der scorede det enlige mål, da FCM vandt 0-1 ude mod Vendsyssel FF. Netop dødbolde havde værterne ellers gjort sig umage med at være forberedt på, men nogle gange er der ikke noget at gøre.

- Vi havde brugt mange ressourcer på at forberede os på FCM's dødbolde, som de jo får før eller siden. Der er de utroligt dygtige, og for os glippede det lige én enkelt gang. Men vi er ikke det første hold, der indkasserer en dødbold mod Midtjylland - og vi er heller ikke det sidste, siger cheftræner Jens Berthel Askou til Herning Folkeblad.

At sige, at FC Midtjylland kun har vundet klubbens to mesterskaber på dødbolde, er at gå for vidt. Men at holdet næppe havde havde taget guld i hverken 2018 eller 2015 uden sine dødboldsmål, står klart.

I begge sæsoner var FCM det hold, der scorede flest mål efter frispark, hjørnespark, indkast og straffespark. 25 styk begge gange. Den succes har formentlig fået flere af de andre Superliga-hold til at satse på dødbolde, som vi omtalte i efteråret.