Video : Tipsbladet
Superliga

Slukøret Gammelby: Vi må være tilfredse med, at de ikke scorer flere

Jens Martin Gammelby mener, at Brøndby IF sagtens kunne have tabt større til Esbjerg fB.

Brøndby IF leverede en af sæsonens bedste præstationer i søndags til derbyet mod FC København, som dog blev tabt. De gode spillemæssige takter var dog slet ikke til at se i dagens kamp mod Esbjerg fB.

Et tandløst Brøndby IF-hold blev spillet over ende og måtte gå fra banen med et nederlag på 1-0. Men nederlaget kunne være blevet en del større uden at være misvisende.

- Vi skal være tilfreds med, at de ikke scorer flere. Jeg har en, hvor jeg redder den på stregen, og så er det lige ved og næsten for dem flere gange. Det er ikke meget, vi selv får skabt, siger Jens Martin Gammelby til Canal 9.

- Det er superærgerligt, for vi kommer fra en kamp (mod FC København, red.), hvor vi er tilfredse med det, vi leverer, undtaget resultat. Så skal vi følge op på det, men vi viser ikke vilje og fight. Vi vinder ingen dueller og andenbolde, og så er det svært at vinde fodboldkampe.

Det var Brøndby IF’s nederlag nummer 12 i denne Superliga-sæson. I de to foregående sæsoner har de tilsammen tabt 13 kampe.