Video : Tipsbladet
Superliga

Slutspil bringer Lyngby tættere på salg: Forventes solgt i denne sæson

Det er noget lettere at sælge en fodboldklub, der har vished om sin fremtid, og derfor forventer ejerne af Lyngby BK, at holdets gode præstationer i Superligaen bringer klubben tættere på nye ejere.

Hellerup Finans, der ejer Lyngby Boldklub, har gennem flere måneder forsøgt at sælge klubben, og nu nærmer det sig. Det siger i hvert fald direktør for Hellerup Finans og formand i Lyngby, Torben Jensen.

En medvirkende årsag er, at førsteholdet har overrasket positivt i denne sæson med pladsen i top 6 og dermed allerede nu er sikre på at spile Superliga til næste sæson. 

- Det er nemmere at sælge en klub i Superligaen frem for en klub, man ikke ved hvilken liga, den spiller i næste år. Så det er afgjort en fordel for os, vi er i mesterskabsslutspillet, siger Torben Jensen til Ekstra Bladet.

Han forventer, at Lyngby bliver solgt til nye ejere, inden denne sæson er spillet til ende.

- Vi forventer, klubben er solgt, inden sæsonen slutter. Det baserer vi netop på den vished, vi har fået om Lyngbys plads i Superligaen for den kommende sæson, og de forhandlinger vi har kørt i efterhånden lang tid. Men vi har også fået mange henvendelser fra udlandet, at et salg vil være helt nærliggende, siger Torben Jensen.

Når og hvis klubben får nye ejere, slipper Hellerup Finans også for at skyde nye penge i den. Alene i 2017 har man tilført 13 millioner kroner til Lyngby BK og forventer at tilføre flere millioner i løbet af marts. Når det er gjort, forventer Torben Jensen dog, at man ikke behøver smide flere penge i klubben i denne sæson.