Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE blev knust af Vejle: Det var håbløst

De var bagud 0-3 ved pausen, og i det hele taget var det en elendig præstation fra SønderjyskE, der endte med at tabe 1-4 i Vejle søndag.

Det tog bare fire minutter, før Haderslev-klubben SønderjyskE kom bagud i opgøret mod Vejle Boldklub søndag, og i løbet af de resterende 86 minutter var Glen Riddersholms mandskab næstbedst.

3-0 stod der på måltavlen ved pausen, og bare fem minutter inde i anden halvleg satte Vejle Boldklub mål nummer fire i nettet.

Godt nok fik SønderjyskE til sidst pyntet på resultatet, men mere blev det ikke til fra SønderjyskE, der tabte 1-4.

Efter nederlaget var der ikk eoverraskende meget lidt tilfredshed med resultatet og præstationen.

- Det var håbløst. Vi investerer ikke nok, holder ikke vores aftaler og er ikke aggressive nok. Vi haltede bare efter på samtlige parametre, siger Stefan Gartenmann til Ekstra Bladet.

Også Glen Riddersholm var utilfreds.

- Vi leverer en virkelig dårlig kamp, men jeg er helt sikker på, at vi nok skal vende skuden og komme tilbage igen i de kommende kampe.

Klubben ligger aktuelt nummer tre i Grundspillets pulje 1 - der er seks point op til AGF, der fører puljen, mens AC Horsens er nummer to, tre point foran SønderjyskE. Vejle Boldklub ligger nu "bare" fem point efter SønderjyskE.

Næste opgave for SønderjyskE er en hjemmekamp mod AGF.