Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-direktør med opfordring til tilhængere efter underskud

Der er brug for støtte og opbakning fra sønderjyderne, hvis de lokale fodboldhelte skal fortsætte med at være med i det fine selskab, siger direktøren

3F Superligaklubben SønderjyskE præsenterede mandag eftermiddag et underskud på 8.678.000 kroner for Sønderjyllands fodboldflagskib, mens moderselskabet SønderjyskE Elitesport A/S som resultat deraf fik et underskud på 6.735.000. Det var klubbens første underskud efter otte år med sorte tal på bundlinjen.

Underskuddet kommer som et resultat af nogle strategiske valg, der er taget for at sikre, at SønderjyskE fortsat vil være at finde i 3F Superligaen i de kommende år. Men til klubbens hjemmeside fortæller direktør Klaus Rasmussen, at man også har brug for lokal opbakning for at nå den målsætning. 

- Det er nu, at sønderjyderne og Sønderjylland skal vise, at de støtter op om projektet. Vi har mærket stor opbakning i mange år, men det er vigtigt, at den varer ved og endda intensiveres, for der er kamp om de eftertragtede pladser i 3F Superligaen som aldrig før. Vi er stolte af, at der er blevet spillet Superligafodbold i Sønderjylland i så mange år, og sammen skal vi vise, at vi fortsat vil være en del af det gode selskab, siger Klaus Rasmussen til klubbens hjemmeside i forbindelse med præsentationen af det negative regnskab.

Læs også:Røde tal i SønderjyskE: Præsenterer første underskud i ni år

Denne opfordring bliver støttet af Claus Guldager, bestyrelsesformand i SønderjyskE's moderselskab, Sønderjysk Elitesport A/S, der også tæller håndbold- og ishockeyhold.

- Det blev igen et år, hvor SønderjyskE-holdene markedsførte vores landsdel på fornem vis, og det er det, SønderjyskE blev sat i verden for. Der har været mange gode oplevelser på de sønderjyske hjemmebaner, og opbakningen til holdene viser, at sønderjyderne – både virksomheder og tilskuere – virkelig bakker op om projektet, siger han og uddyber:

 - SønderjyskE Fodbold havde en udfordrende sæson, hvor manglende tv-indtægter og transferindtægter har kostet på bundlinjen, men opbakningen har ikke været svigtende, og det glæder mig, hvor mange der støtter op og fortsat ser en værdi i at bakke op om projektet. Det understreger den eksistensberettigelse, som projektet har, afslutter Claus Guldager.

Læs også:Det lærte vi af Superligaen: Krisen kradser i SønderjyskE

SønderjyskE har gang i en svær sæson, hvor træner Glen Riddersholms tropper blot ligger nummer 11 i 3F Superliga-tabellen.

Læs også:Ny overenskomst i dansk fodbold: Bedre vilkår for unge spillere

Læs også:Riddersholm erkender SønderjyskE-krise: Jeg håber, det går op for folk

Læs også:SønderjyskE har kun fået ét point i seks kampe: Situationen er alvorlig