Video : Tipsbladet
Superliga

Sønderjyske ender formkrise med flot comeback

Efter to sene mål vandt Sønderjyske søndag 2-1 over Esbjerg og fik dermed sin første sejr i syv kampe.

Sønderjyske vendte søndag et truende nederlag til sejr på få minutter, da holdet vandt 2-1 på hjemmebane i 3F Superligaen over Esbjerg, som sluttede med ni mand på banen.

Det er Sønderjyskes første sejr i Superligaen i syv kampe.

Allerede efter seks minutter bragte Mohammed Dauda ellers Esbjerg foran, og det resultat så ud til at holde, indtil Artem Dovbyk dukkede op i feltet og udlignede med lidt over ti minutter tilbage.

Fem minutter senere sikrede Christian Jakobsen Sønderjyske sejren, da han scorede på et straffespark.

Med sejren sørgede Sønderjyske for at holde afstanden ned til Esbjerg, der med en sejr kunne have mindsket hullet op til sønderjyderne til tre point.

Læs også:LIVE: Sådan gik det i bundopgøret mellem SønderjyskE og Esbjerg

Sønderjyske ligger efter 19 kampe på 11.-pladsen med 22 point, mens Esbjerg ligger på 13.-pladsen med 13 point.

Esbjerg lagde ellers bedst ud, og allerede efter seks minutter bragte holdet sig foran.

Mathias Kristensen tog et frispark, inden Sønderjyske-forsvaret var kommet på plads, og herefter kunne Mohammed Dauda prikke bolden i nettet til 1-0.

Begge hold havde svært ved at kontrollere kampen, og i stedet for chancer og afslutninger var kampen præget af dueller og frispark.

Inden pausen blev der således uddelt fire gule kort, to til hvert hold.

Læs også:EfB jagter sjælden sejr i Haderslev: Statistikker er til for at blive brudt

Kort efter pausen var Mohammed Dauda tæt på at bringe Esbjerg yderligere foran, men fra en fri position i feltet skød han ved siden af målet.

Sønderjyske tog dog sejren efter nogle dramatiske slutminutter.

Med lidt over ti minutter tilbage af kampen udlignede Artem Dovbyk, da han var først over en løs bold i feltet.

Og kort tid efter vendte det helt for Sønderjyske, da Daniel Anyembe begik et straffespark, som Christian Jakobsen satte sikkert i nettet. Anyembe blev samtidig udvist i situationen for at fratage en oplagt målchance.

I dommerens tillægstid fik også Rodolph Austin marchordre, da han fik sit andet gule kort.

/ritzau/

Læs også:Efter Madrid-miraklet: Et nyt mirakel kan ikke ske

Læs også:Bedst og værst: Sent comeback afblæser krise i SønderjyskE

Læs også:Randers-målscorer kigger indad efter stor skuffelse: Gør ekstra ondt