Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE giver kontrakt til serbisk prøvespiller

SønderjyskE har netop bekræftet, at de har skrevet en kontrakt med den serbiske målmand, Nikola Mirkovic, der var med på Superliga-klubbens træningslejr i Tyrkiet.

I forbindelse med årsskiftet forlod SønderjyskE's reservemålmand, Reice Charles-Cook, klubben. 

Det efterlod et hul på pladsen som reservemålmand hos Glen Riddersholms tropper, men det hul er i dag onsdag blevet udfyldt. 

Således bekræfter SønderjyskE, at man har underskrevet en kontrakt for resten af sæsonen med den 27-årige serbiske målmand, Nikola Mirkovic, der var på prøvetræning i klubben under den netop overståede træningslejr i Tyrkiet. 

Mirkovic imponerede, ifølge sportschef Hans Jørgen Haysen, i lørdagens træningskamp mod FC Vozdovak. 

- Han gjorde et godt indtryk både på og uden for banen. Han har trænet godt og spillede en fin halvleg mod Vozdovak, og alt i alt blev vi overbeviste om, at han er den rette for os, fortæller Haysen til SønderjyskE's hjemmeside. 

- Han har også en fed karakter, og han gled hurtigt ind i truppen, og vi tror på, at han kan udvikle sig yderligere i vores stærke målmandsteam, slutter han. 

Mirkovic' seneste klub var græske Atromitos Athen.