Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-profil i kapløb med tiden: Har ofret friweekend

Mads Albæk måtte udgå af med en skade i SønderjyskE's pokalkamp mod BK Viktoria, og han melder sig tvivlsom til fredagens opgør mod AC Horsens.

Mads Albæk scorede for SønderjyskE, da Haderslev-klubben i sidste uge ekspederede Serie 1-holdet BK Viktoria ud af pokalturneringen, men det blev alligevel en lidt træls aften i Fælledparken for midtbanespilleren.

Allerede i første halvleg måtte den tidligere FC Midtjylland-spiller lade sig udskifte med skade, og den hæmmer ham stadig i et sådan omfang, at han ikke tør spå om, hvorvidt han bliver klar til fredagens Superliga-kamp mod AC Horsens.

- Jeg ved ikke, om jeg bliver klar. Vi må se, hvad de næste dage bringer. Jeg håber selvfølgelig, at jeg kan spille kampen mod AC Horsens, og jeg har gjort alt, hvad jeg kunne. Jeg droppede min friweekend for at træne og få behandling, så vi giver det et forsøg. Heldigvis er der ikke tale om noget alvorligt, og jeg er under alle omstændigheder snart klar igen, siger Mads Albæk til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det er altid frustrerende at blive skadet, og det er da irriterende, at det sker lige op til en friweekend, men sådan er det. Jeg nøjes med at glæde mig over, at det ikke er en slem skade, der holder mig ude i lang tid.

Mads Albæk vendte hjem til dansk fodbold og SønderjyskE i sommerens transfervindue. Hans sidste klub i udlandet blev tyske Kaiserslautern.