Video : Tipsbladet
Superliga

Riddersholm og SønderjyskE indledte sæsonen med flot sejr

Det lykkedes Sønderjyske at vinde 2-1 hjemme over Randers FC i superligapremieren.

Sønderjyske vandt søndag hjemme 2-1 over Randers FC, da de to hold tørnede sammen i første spillerunde af 3F Superligaen på Sydbank Park.

Sønderjyske var det bedste mandskab i første halvleg, mens Randers kom langt bedre med i anden halvleg.

Der var en masse chancer i begge ender, men det var altså sønderjyderne, der var skarpest og kunne tage de tre point.

Første halvleg begyndte i et hæsblæsende tempo med stor tænding hos begge mandskaber. Men Sønderjyske var mest på bolden og kom også frem til de bedste muligheder i kampens første halve time.

I det 28. minut fik hjemmeholdets Marco Rojas en god mulighed inde i feltet, men bolden endte i sidenettet.

Blot to minutter efter lykkedes det så hjemmeholdet at få gang i scoringen, da Christian Jakobsen opsnappede en bold i feltet, og med stor kølighed lagde han bolden i det lange hjørne til 1-0, som også blev pausestilling.

Seks minutter inde i anden halvleg fik angriber Mart Lieder en gylden mulighed for at udbygge føringen, men han ramte bolden helt skævt.

I stedet kunne udeholdet to minutter efter udligne til 1-1, da Marvin Egho udnyttede en stikning og sikkert satte bolden i mål.

Stillingen holdt dog kun i ni minutter, da hjemmeholdets Marco Rojas fik plads lige foran mål, og det udnyttede han til at score til 2-1.

Hjemmeholdet havde i kampens slutning flere store muligheder for at lukke kampen, men flere scoringer blev det ikke til.

/ritzau/