Video : Tipsbladet
Superliga

SønderjyskE-sportsdirektør freder Claus Nørgaard

Hans Jørgen Haysen afliver alle spekulationer om, at Claus Nørgaard er i fare for at blive fyret som SønderjyskE-træner.

Claus Nørgaard behøver ikke frygte for sin stilling som SønderjyskE-træner.

Efter fire point i fem kampe er SønderjyskE placeret som nummer 12 i Superliga-tabellen, og senest leverede holdet en ringe indsats i lokalopgøret mod Esbjerg i mandags.

Dårlige præstationer falder som regel tilbage på træneren, men i SønderjyskE, hvor der ikke er tradition for at tage afsked med trænere i tide og utide, er Claus Nørgaard ikke i fare for at blive sat fra bestillingen.

Klubbens sportsdirektør, Hans Jørgen Haysen, slår med syvtommersøm fast, at den 38-årige træner er den rigtige mand for SønderjyskE.

- Ingen tvivl om det. Jeg ser jo, hvad der bliver lavet på træningsbanen hver eneste dag, og man kan jo ikke ligefrem beskylde Claus for, at han ikke også prøvet noget i kampene. Det gjorde han også i mandags, men det kom bare aldrig til at fungere, så Claus er vores mand. Punktum, lyder den klare melding fra Hans Jørgen Haysen til Jydske Vestkysten.

Sportsdirektøren er dog helt på det rene med, at SønderjyskE burde have fået flere point ud af anstrengelserne indtil videre i sæsonen.

Næste opgave for SønderjyskE er allerede på fredag, hvor sønderjyderne tager imod oprykkerne fra Vendsyssel.