SønderjyskE: Vi drømmer om mange ting
Foto: Rene Schutze/Polfoto
Superliga

SønderjyskE: Vi drømmer om mange ting

SønderjyskE holder fokus på det opdaterede sæsonmål, der hedder 44 point. Men Europa spøger.

Kan SønderjyskE vinde medaljer? Eller komme i Europa? Eller endda drille FC København? Spørgsmålene svirrer i luften, men endnu er SønderjyskE-lejren ikke meget for at gå med på hypen. 

Sportschef Hans Jørgen Haysen nedtoner således medaljesnakken, men indrømmer, at sønderjyderne drømmer søde drømme.

- Vi taler sgu ikke om Europa, eller om det bliver til en femteplads for os. Alt inden for dét vil jo være historisk. Vi taler om at slå vores rekord på 44 point og lande højere end den sjetteplads, vi engang har fået. De to scenarier er inden for rækkevide, mener vi. Så vi tager det gode gamle mantra med én kamp ad gangen. Om vi så ender på en af de europæiske pladser, må vi på lidt senere. Men vi drømmer da om rigtig mange ting hernede. Vi synes bare, at vi er meget realistiske i det, vi hvert år melder ud - også i forhold til vores økonomi, siger Hans Jørgen Haysen til Jyllands-Posten. 

SønderjyskE vandt søndag 2-1 over AaB og klubben ligger således nummer to i Superligaen med 43 point. Der er et point ned til AaB på tredjepladsen, mens Brøndby og FC Midtjylland aktuelt har 39 point.