Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken afslører: Ny forsvarsprofil spiller søndag

Victor Nelsson får debut for FC København søndag mod OB, fastslår Ståle Solbakken.

I starten af juli solgte FC København forsvarsprofilen Denis Vavro, men det tog ikke de forsvarende Superliga-mestre længe at få afløseren på plads. Dagen efter hentede de nemlig Victor Nelsson i FC Nordsjælland.

Men på trods af at den 20-årige forsvarsspiller blot har haft lidt mere end en uge til at lære FC Københavns system, bliver han kastet i aktion allerede søndag, når københavnerne møder OB.

Han er så helstøbt, at det nok skal gå, lyder det fra FC Københavns manager, Ståle Solbakken.

- Victor skal lære vores principper om, hvordan vi forsvarer og ligger i kæderne. Jeg kan godt mærke, at det er nyt for ham, men samtidig er han så tilpas helstøbt, så det kommer til at gå godt.

- Han kommer til at spille. Også på søndag, fortæller Solbakken til Ekstra Bladet.

Trods sine blot 20 år nåede Victor Nelsson 98 kampe for FC Nordsjællands førstehold, hvor han også i sidste sæson var anfører.

Victor Nelsson blev den dyreste spiller, der er skiftet mellem to danske klubber – en rekord, han overtager fra Jonas Borring, som blev den dyreste, da han i 2008 skiftede fra OB til FC Midtjylland.